Digitaliseringsmagt: Kritik og Fremskridt

Digitaliseringen har gennem de seneste årtier transformeret næsten alle aspekter af vores samfund, fra den måde vi kommunikerer på, til den måde vi forvalter vores demokratiske institutioner. Denne forandring har ikke kun medført teknologiske forandringer, men også rejst nye spørgsmål om magt og styring i mødet mellem borgeren og staten (Schou & Hjelholt 2019, Scupola 2018). Centralt for denne forandring står at digitalisering ikke blot er anvendelse af neutrale redskaber, men derimod noget der direkte omformer sociale strukturer og magtrelationer. Digitaliseringen bliver ofte præsenteret som positivt, naturligt og uundgåeligt. Den kommer f.eks. med håb om hurtigere sagsbehandling, mere transparens for borgeren og en gennemgående idé om, at der kan spares penge ved omlægning til digitale forløb (Milakovich 2014, Schou & Hjelholt 2018). Ved nærmere eftersyn bidrager den stigende digitalisering dog også til at konsolidere eksisterende magtstrukturer og besværliggøre dialog med store grupper af samfundet (Helsper & Reisdorf 2017, Hjelholt & Papazu 2021). I et magtperspektiv, der vil undersøge hvordan relationen mellem staten og borgeren forandrer sig, bliver det centralt at komme nærmere hvordan digitalisering udspiller sig i praksis. Ikke blot hos borgeren og sagsbehandleren, men også hvad det er for en digitaliseringsramme hvori de navigerer. Derfor er studiet af, hvorledes staten responderer på kritik også en del af en interesse i hvordan den digitale dagsorden formes, legitimeres og fremmes samt hvilke interesser disse tjener.