Uddannelsesprojekt for SMV’er

Projekter: ProjektForskning

Projektdetaljer

Beskrivelse

Det anvendelsesorienterede, erfaringsbaserede bidrag, der gør en reel forskel.

På trods af mange aktørers indsatser og udbud er det et faktum, at udfordringen tilbagestår med at kommunikere et konkret budskab om realiteterne og nuancerne i cybertruslen, hvad der kan gøres mest effektivt både sikkerhedsmæssigt og økonomisk, og hvordan man gør det.

Det er formentlig utilstrækkelig viden om og erkendelse af cybertruslen hos virksomhederne, der bidrager til den manglende efterspørgsel af uddannelse, hvilket igen lægger en begrænsning på udbuddet.

Industriens Fonds initiativ på cybersikkerhedsområdet kan meget vel være den katalyserende faktor, der på afgørende vis bidrager til reelt at få erkendt behovet og få øget cybersikkerheden blandt danske SMV’ere.
Derfor er IT-Universitetet (ITU) og Langkjaer Cyber Defence (Langkjaer) efter at være blevet introduceret til Industriens Fonds cyberseminar gået sammen for at foreslå Industriens Fond et modulært, progressivt udddannelsesforløb for SMV’er med fokus på de evidensbaserede tiltag, der gør en forskel i praksis.

Samarbejdet mellem ITU og Langkjaer er unikt og bringer det bedste fra to verdener. Langkjaer er et dansk cybersikkerhedshus bestående af erfarne specialister med mange års anvendelsesorienteret og praktisk erfaring i håndtering af cybertruslen fra Forsvaret og store danske virksomheder. Langkjaer har en unik viden og indsigt i hvad der virker – og hvad der ikke virker. Denne erfaring ligger til grund for Langkjaers rådgivnings- og uddannelsesvirksomhed, hvor der trækkes på mere end ti års erfaring med at undervise i cybersikkerhed på universiteter, i industrien og i Forsvaret.

ITU er Danmarks førende universitet med fokus på it-forskning og -uddannelse, og med en betydelig erfaring med online undervisning. ITU arbejder tæt sammen med erhvervslivet, den offentlige sektor og internationale forskere og er kendetegnet ved en stærk iværksætterånd blandt studerende såvel som forskere. ITU har etableret ITU Professional Courses, som udbyder kortere, intensive kurser på højt fagligt niveau henvendt til it-professionelle. Kurserne beskæftiger sig med højaktuelle og konkrete behov for kompetencer. Når det kommer til it-sikkerhed, gælder der foruden den grundlæggende viden om de mest almindelige trusler og faldgruber desuden overvejelsen om, hvem der er den ansvarlige udførende part for driften af SMV’ens it og it-sikkerhed, og derfor dem som i sidste ende skal foretage de faktiske tekniske ændringer og løft, der vil højne it-sikkerheden. Mange SMV’er har outsourcet hele eller dele af deres it og it-sikkerhed, men mangler evnen til at stille de rigtige spørgsmål og krav til deres it-leverandører, ligesom at it-leverandørerne mangler konkret anvendelsesorienteret teknisk opkvalificering i basal arbejde med it-sikkerhedsteknologier, -værktøjer og -processer. For SMV'ere, der har en vis intern it-drift, vil den tekniske træning have relevans for dem også.
Kombinationen af ITU med bl.a. ITU Professional Courses og Langkjaers kompetencer inden for cybersikkerhed suppleret med Langkjaers indsigt i SMV-markedet udgør grundlaget for uddannelsesprojektet, som vil have det primære formål at uddanne selve SMV’erne og det sekundære formål at uddanne SMV’ernes it-leverandører.
Vi har valgt at supplere ITU’s og Langkjaers kompetencer ved at inddrage en tredjepart i projektet. Denne stadig ukendte partner skal have kompetencer inden for it-sikkerhed og it-infrastruktur og i al væsentlighed bidrage med undervisning om, hvordan SMV’er på sikkervis opbygger deres it-infrastruktur.
Projektet vil uddanne SMV’ernes it- og it-sikkerhedsansvarlige til fremadrettet at begynde at stille de rigtige spørgsmål og krav både internt og til deres leverandører samt forberede leverandørerne på den øgede efterspørgsel ved at højne deres it-sikkerhedsmæssige kunnen. Projektet vil derfor støtte både udbud- og efterspørgselssiden og skabe grundlag for et generelt højere it-sikkerhedsniveau blandt danske SMV’er.

For at sikre en større udbredelse af de kompetencer, som projekter underviser i, og projektet dermed får en større effekt, vil projektet desuden undervisere rådgivere af SMV’ere, f.eks. revisorer eller andre, der kan påvirke sikkerhedsniveauet hos SMV’ere positivt. Det vil ske ved dedikerede halvdags workshops, hvor projektet klæder deltagerne på til at kunne give en markant bedre it-sikkerhedsrådgivning til især SMV’er. Sådanne rådgivere kan naturligvis også have interesse i at følge udvalgte e-læringsmoduler.
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato01/04/201930/09/2023

Samarbejdspartnere

Fingerprint

Udforsk forskningsemnerne, som dette projekt berører. Disse etiketter er oprettet på grundlag af de underliggende bevillinger/legater. Sammen danner de et unikt fingerprint.